Sindets dag

I dag den 10. oktober er sindets dag. Dagen hvor der skal være fokus på sindslidelser, og de betingelser mennesker med sindslidelser lever med.

At det ikke er let at leve med en sindslidelse er vist noget, de fleste er klar over. Men det er vel kun dem, der selv har prøvet det, som virkelig ved, hvordan det er.

Jeg har heldigvis ikke selv været ude for at have en sindslidelse, men jeg er i forbindelse med slægtsforskning kommet tæt på en person, som har haft sindslidelsen skizofreni, og som har været indlagt og behandlet for det gennem godt fire år og derefter klaret at leve sit liv med denne sindslidelse.

Det er en kendt person – i hvert fald i Nordjylland. Harry Stålmann, som jeg tidligere har omtalt her på andersenssalon. Desværre blev han udsat for sladder, hån og nedgørende omtale på grund af den alternative tilværelse han levede grundet sin sygdom.

Heldigvis var der også mennesker, som kunne rumme ham og hans facon, og som han knyttede et meget varmt venskab med. Og efterfølgende, når vi – min grandfætter og jeg – fortæller om hans liv på foredrag, forstår tilhørerne også, at han ikke har haft et svært liv – helt fra sin ungdom og livet ud.

Han har imidlertid også haft et interessant liv, for han har interesseret sig for alt muligt og dygtiggjort sig på rigtig mange felter. Digte og romaner skrev han også. Og her til slut får I et af de korte men meget sigende digte:

Et ubesvaret spørgsmål i Musikkens hus?

Ja, det kan man godt sige. Men også et spørgsmål, som ikke nødvendigvis behøver blive besvaret.

I torsdags var jeg til Aalborg Symfoniorkesters første abonnementskoncert i Musikkens Hus – Aalborgs fine koncertsal!

Overskriften på koncerten var Amerika finder sin stemme. På programmet var musik af Charles Ives (1874-1954), Aaron Copland (1900-1990) og Antonin Dvorak (1841-1904).

Man kan sige at udfordringen til os koncertgæster var størst i begyndelsen af koncerten og aftog gradvis hen mod Dvorak 9. symfoni Fra den nye verden, som var ren nydelse hele vejen igennem.

De to første stykker musik af Charles Ives var, som der står i programnoten, snarere et strøm af klange og lyde. Det første stykke The Unanswered Question, 1906 tiltalte mig meget. Hvor smukt strygerne lå som et tæppe hele vejen igennem. Det har vist krævet sit af musikerne. Jeg lægger videoen med en indspilning af hr Sinfonieorchester ind i højre sidespalte, så kan I prøve at lytte til det. Titlen på musikstykket, synes jeg passer rigtig godt. Her har vi et helle, hvor vi ikke behøver tage stilling til noget eller beslutning om noget. Vi kan bare lade det flyde. Nogle ville kalde det meditation.

Det samme gør jeg med det næste stykke på programmet i torsdags – også af Charles Ives, Central Park in the Dark, 1906. Dirigenten Hans Graf gjorde meget ud af at beskrive og forklare, hvad Charles Ives ville med det. Og lukker man øjnene, kan man måske også se en aften- eller nattestemning midt i byens park og forestille sig at musikken er alle de lyde, som er i en storby på dette tidspunkt.

Inden pausen fik vi også Coplands klarinetkoncert, som blev spillet så flot og ekvilibristisk af orkestrets egen soloklarinettist, Leah Aksnes. Hvad jeg ikke vidste – det stod i programnoten – er, at koncerten er bestilt hos Copland af Benny Goodman. Og det leder selvfølgelig over i kommentaren, at jazzmusikken har sat sit præg på Amerikas musik – og den klassiske musik. Tænk bare også på Gershwin! Coplands klarinetkoncert får I på en video – selvfølgelig må det så være med Benny Goodman på klarinet, Aaron Copland som dirigent og med Columbia Symphony Orchestra.

Efter pausen kunne vi koncertgæster så endelig slække lidt mere på koncentrationen og nyde de kendte toner fra Dvoraks dejlige symfoni. Largoen i koncerten er højdepunktet, sagde en god ven til mig. Og hvor har han ret i det. Man bliver jo aldrig træt af Hiawatha temaet – også kendt som Going Home. Programnoten fortæller lidt om myter og sandheder omkring Dvoraks 9. symfoni, sjovt at vide. Men det kan I selv læse om andre steder. Til jer ligger nu en udgave med Celibidache og Münchner Philharmonie.

Alt i alt var det en rigtig dejlig begyndelse på efterårets koncertoplevelser i Musikkens Hus i Aalborg. Der er for mit vedkommende 4 endnu i vente.

Der er gode dage og dårlige dage…

Sådan er det, når ens far er kommet på plejehjem.

Nogle dage er det bare det rigtige plejepersonale, der er på arbejde. Dem, der har lyst til at hjælpe et gammelt menneske på en blid og omsorgsfuld måde. Så er far godt tilpas og kan huske mange ting, trods sin demens.

Andre dage er der desværre tilsyneladende noget plejepersonale på arbejde, som ikke har forståelse for, at gamle mennesker, der har behov for at være på et plejehjem, er skrøbelige mennesker med stort behov for hjælp til nærmest alt. Når man som min far er 90 år, blind, mangler føling i hænder og fødder, har et svagt bevægeapparat og er dement – ja så er det jo vigtigt, at man kan få hjælp på en menneskelig og ordentlig måde.

Jeg ved godt, at personalet også skal have TID til at give denne hjælp. Men det behøver vel ikke tage længere tid at give hjælpen på en omsorgsfuld og ordentlig måde.

For desværre er det ikke de gode plejere, der er på arbejde altid. Og det gør mig bare så ked at det at se, at min far fx ikke får hjælp til at spise sin havregrød, men at det tværtimod bliver sagt, at det kan han godt selv. Men det KAN han ikke selv. Eller at han bare bliver presset ned i en stol og får at vide, at DU SKAL SÆTTE DIG NED! Eller når han får losset et spiseskefuld piller ind i munden, selv om han protesterer og siger, at det godt nok er en stor mundfuld. “Det plejer du at få”, bliver der bare sagt. (Hvilket jeg ikke håber er rigtigt). Det tog lang tid for far at synke alle pillerne.

Jeg bliver ked af det og rasende over at se sådan noget.

Lige så glad bliver jeg, når det er de gode, omsorgsfulde og dygtige plejere, der er på arbejde. For så ved jeg, at far har det godt. Jeg håber, det er sådan det meste af tiden, men jeg kunne godt undvære, at plejehjemmet ansætter plejere, som tydeligvis ikke har lyst til deres arbejde.

I torsdags, da jeg besøgte far, kunne jeg høre ham spille på sin mundharpe, allerede, da jeg kom ind på gangen. Så vidste jeg at han havde det godt, og hvor var det også bare et par dejlige plejere, der sad sammen med ham og fortalte ham, hvor dejligt han spillede og hvor god han er til det.

Det var en af de gode dage på plejehjemmet 😄

Metal og messing! Mortal Dread

Metal – Heavy Metal – består masser af tung guitarlyd, ekvilibristisk trommespil, en meget energiudladende performance og sangtekstser, der har noget på hjerte – ofte fra den mørke side af tilværelsen. Opråb til os der hører på! Sådan opfatter jeg den musikgenre, som det har taget mig mange – og måske alt for mange – år at forstå og tage ind.

Messing – blæserne i et symfoniorkester – trækbasun og fløjte – tænk lige det blandet sammen med Heavy Metal. Det er ikke dumt.

Min søn Robert Benjamin Andersen spiller og komponerer musik og skriver sangtekster indenfor genren Heavy Metal. Det har han gjort siden han var 15-16 år. Nu er han 42 og virker som psykolog med egen virksomhed. Musikken har fulgt ham hele tiden og med en uddannelse på MGK fik han et godt grundlag for at arbejde seriøst med musikken.

Så nu er hans band fra ungdomsårene Mortal Dread genopstået. Et af de seneste numre, han har komponeret Incantation of Fear, er lidt af en cross-over med den klassiske genre. Numret indledes med basun og fløjter og lige så stille glider det over den kendte Heavy Metal lyd. Undervejs er de klassiske instrumenter og klassisk vokal kor med.

Lige nu ligger dette nummer og flere fra Mortal Dreads seneste album, produceret af Greg Gordon (som også producerer for Slayer, Slipknot etc.) på DR’s Karrierekanonen og på diverse streamingtjenester – fx Youtube

På Mortal Drads hjemmeside fortæller Robert om, hvad det er, der inspirerer ham til at skrive musikken. Se mere her.

Prøv at tage et kig og et lyt! Og hvis du kan lide det, giv det et like med på vejen.

Har I opdaget den?

Jeg har lige genopdaget Filmstriben!

Gennem folkebiblioteket kan man streame film hjemme. Jeg har fået tippet en gang for længe siden af en veninde, men så kom jeg væk fra det igen.

I den her tid har jeg en gang imellem brug for at få tankerne lidt afledt, så er det dejligt at kunne finde en film og sidde at se. Jeg streamer på min telefon og sender det gennem Apple TV på fjernsynet. Det fungerer ret fint.

Nu sidder jeg netop og hygger mig med en dokumentarfilm  med koncert fra Store Vega med Niels Skousen og band fra 2011. De er nogle gamle hippier, men de kunne og kan skrive og spille nogle gode sange. Peter Ingemann, Tømrer Claus og Stig Møller er med.

Anden del af koncerten skifter stil. Så får vi numre fra Skousens nye album og med unge musikere bag sig på scenen.

Jeg synes rigtig godt om Niels Skousen. Hans tekster er tænksomme og gode samfundskommentarer. Han giver alt – og næsten også mere – end han har i sit gamle liv. Det er fint.

Download appen Filmstriben. Opret en profil. Find en film du vil se. Lån filmen ved at bruge dit lånernummer og pinkode til biblioteket.

God fornøjelse.