Et nyt år, en ny verdensorden

Både jul og nytår er nu overstået, og vi har taget hul på et nyt år. Foråret nærmer sig langsomt, og som musik får I Poul Dissing og Benny Andersen med Hilsen til forårssolen.

Det bliver et år, som bringer mange forandringer for mig.

Lige før jul måtte min mor give op over for kræftsygdommen. Et liv på 90 år uden i øvrigt at være præget af alvorlige sygdommen blev lukket ned. Det er en krævende periode at komme igennem. Det er naturens orden, ingen lever evigt. Vi skal jo alle den vej. 90 år er en høj alder at nå. Og hvad der ellers bliver sagt af floskler. Og det er rigtigt nok – fornuften siger det.

Men der er også en anden side af det. Og det er jo det, som min søster sagde i går, da vi gik og ryddede op i mors lejlighed. Det er nu så mærkeligt, at hun ikke er her mere. Hun har jo altid været i vores liv. Det er også et savn, at hun er væk. Det skal vi også give os selv lov til at føle. Det er en ny verdensorden for os.  😥 

Mor holdt meget af Poul Dissing, så sangen om forårssolen er også en hilsen til hende  

En ny rolle til mig

Her sidder jeg i Berlin og får besked om, at der kommer en lille dreng til juni 🙂

Den nye år bringer heldigvis også glædelige forandringer for mig. Jeg skal være farmor til to børn. En lille pige, som har meldt sin ankomst i februar og en lille dreng, som indfinder sig til juni. Det bliver en ny rolle for mig, men spørg lige, om jeg ikke glæder mig til det 🙂 Når jeg til september slutter med at arbejde, flytter jeg til København, hvor de små lander. Så det bliver en ny tilværelse for mig at få min familie tættere på mig.

Lejlighed til salg på Riishøjsvej – Lejlighed i København

Det betyder også, at jeg skal have min lejlighed på Riishøjsvej solgt, så hvis nogen kender nogen, som gerne vil bo med udsigt over hele Aalborg – så bliver der altså mulighed for det senere på året 🙂

Samtidig skal jeg finde et sted at bo i København – det er jeg i fuld gang med, men hvis nogen kender nogen, som har en lejlighed, de vil leje ud, så vil jeg også gerne høre om det.

Berlin! Berlin!

Så er det snart. At vi sætter os i toget mod Berlin for at holde nogle fridage og få set nogle nye og kendte steder i byen. Og jeg glæder mig helt vildt til det.

Det er et helt år siden, vi var der sidst på nogenlunde samme tid. Julemarkederne er friske og nyåbnede – det åbner i morgen – og vi skal omkring i hvert fald et enkelt af dem.

Det er nu ikke for julemarkederne, vi rejser derned. Men det er meget hyggeligt lige at opleve stemningen i hvert fald en gang.

Vi har store planer og forhåbentlig kan vi nå alt det, vi gerne vil.

Jul igen? Allerede? Jaah!

Julen står for døren, som man siger… Eller den er måske bare på vej op ad trappen i opgangen… Det varer jo et par måneder endnu – knap nok.

Men julekataloger og tilbud lokker. Julestemningen er rar at tænke på. Fri fra arbejde, samvær med familie og dage i ro og fred. Det er dejligt.

Foreløbig har jeg købt årets e-julemærke for at støtte det gode arbejde, som Julemærkefonden gør. Nu hvor man ikke rigtigt sender julekort mere (jeg arbejder på en idé til årets dig-julehilsen), så er det jo godt at kunne bruge julemærket alligevel.

Musik videoerne i sidepanelet er også blevet udskiftet med julemusik, og der vil komme mere til, som vi nærmer os jul. Lige nu er det Bachs Juleoratorium, som er den ultimative komme-i-julestemning-musik for mig.

Jeg skal selv holde juleaften i år for min familie. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Foreløbig skal jeg lige ud at løbe en lille tur, og så skal jeg nyde, at jeg efter min nedsatte arbejdstid ikke skal på arbejde igen før på tirsdag😄

Sindets dag

I dag den 10. oktober er sindets dag. Dagen hvor der skal være fokus på sindslidelser, og de betingelser mennesker med sindslidelser lever med.

At det ikke er let at leve med en sindslidelse er vist noget, de fleste er klar over. Men det er vel kun dem, der selv har prøvet det, som virkelig ved, hvordan det er.

Jeg har heldigvis ikke selv været ude for at have en sindslidelse, men jeg er i forbindelse med slægtsforskning kommet tæt på en person, som har haft sindslidelsen skizofreni, og som har været indlagt og behandlet for det gennem godt fire år og derefter klaret at leve sit liv med denne sindslidelse.

Det er en kendt person – i hvert fald i Nordjylland. Harry Stålmann, som jeg tidligere har omtalt her på andersenssalon. Desværre blev han udsat for sladder, hån og nedgørende omtale på grund af den alternative tilværelse han levede grundet sin sygdom.

Heldigvis var der også mennesker, som kunne rumme ham og hans facon, og som han knyttede et meget varmt venskab med. Og efterfølgende, når vi – min grandfætter og jeg – fortæller om hans liv på foredrag, forstår tilhørerne også, at han ikke har haft et svært liv – helt fra sin ungdom og livet ud.

Han har imidlertid også haft et interessant liv, for han har interesseret sig for alt muligt og dygtiggjort sig på rigtig mange felter. Digte og romaner skrev han også. Og her til slut får I et af de korte men meget sigende digte:

Et ubesvaret spørgsmål i Musikkens hus?

Ja, det kan man godt sige. Men også et spørgsmål, som ikke nødvendigvis behøver blive besvaret.

I torsdags var jeg til Aalborg Symfoniorkesters første abonnementskoncert i Musikkens Hus – Aalborgs fine koncertsal!

Overskriften på koncerten var Amerika finder sin stemme. På programmet var musik af Charles Ives (1874-1954), Aaron Copland (1900-1990) og Antonin Dvorak (1841-1904).

Man kan sige at udfordringen til os koncertgæster var størst i begyndelsen af koncerten og aftog gradvis hen mod Dvorak 9. symfoni Fra den nye verden, som var ren nydelse hele vejen igennem.

De to første stykker musik af Charles Ives var, som der står i programnoten, snarere et strøm af klange og lyde. Det første stykke The Unanswered Question, 1906 tiltalte mig meget. Hvor smukt strygerne lå som et tæppe hele vejen igennem. Det har vist krævet sit af musikerne. Jeg lægger videoen med en indspilning af hr Sinfonieorchester ind i højre sidespalte, så kan I prøve at lytte til det. Titlen på musikstykket, synes jeg passer rigtig godt. Her har vi et helle, hvor vi ikke behøver tage stilling til noget eller beslutning om noget. Vi kan bare lade det flyde. Nogle ville kalde det meditation.

Det samme gør jeg med det næste stykke på programmet i torsdags – også af Charles Ives, Central Park in the Dark, 1906. Dirigenten Hans Graf gjorde meget ud af at beskrive og forklare, hvad Charles Ives ville med det. Og lukker man øjnene, kan man måske også se en aften- eller nattestemning midt i byens park og forestille sig at musikken er alle de lyde, som er i en storby på dette tidspunkt.

Inden pausen fik vi også Coplands klarinetkoncert, som blev spillet så flot og ekvilibristisk af orkestrets egen soloklarinettist, Leah Aksnes. Hvad jeg ikke vidste – det stod i programnoten – er, at koncerten er bestilt hos Copland af Benny Goodman. Og det leder selvfølgelig over i kommentaren, at jazzmusikken har sat sit præg på Amerikas musik – og den klassiske musik. Tænk bare også på Gershwin! Coplands klarinetkoncert får I på en video – selvfølgelig må det så være med Benny Goodman på klarinet, Aaron Copland som dirigent og med Columbia Symphony Orchestra.

Efter pausen kunne vi koncertgæster så endelig slække lidt mere på koncentrationen og nyde de kendte toner fra Dvoraks dejlige symfoni. Largoen i koncerten er højdepunktet, sagde en god ven til mig. Og hvor har han ret i det. Man bliver jo aldrig træt af Hiawatha temaet – også kendt som Going Home. Programnoten fortæller lidt om myter og sandheder omkring Dvoraks 9. symfoni, sjovt at vide. Men det kan I selv læse om andre steder. Til jer ligger nu en udgave med Celibidache og Münchner Philharmonie.

Alt i alt var det en rigtig dejlig begyndelse på efterårets koncertoplevelser i Musikkens Hus i Aalborg. Der er for mit vedkommende 4 endnu i vente.