Angel’s Share

For en måneds tid siden var jeg i biffen og se filmen Angel’s Share.
Den kan jeg varmt anbefale. Instruktøren er Ken Loach,  og filmen opfylder helt den forventning man har,  når dette navn forekommer.

Skuespillerne kendte jeg ikke på forhånd, men det er vist heller ikke kendte skuespillere, og jeg er ikke så velbevandret i engelske filmskuespillere. Ikke desto mindre spiller de fremragende.  Det gælder både den unge hovedrolle og hans kammerater, men i særdeleshed også deres “arbejdsleder” i samfundstjenesten, Harry.

Og nu har jeg afsløret,  at det handler om unge mennesker,  som er havnet på kanten af loven, og som har fået en dom til samfundstjeneste. Ken Loach er kendt for at skildre miljøer i de samfundslag,  som har det svært. Hvor der er nogle dårlige odds for at få livet til at lykkes. Og han er kendt for at gøre det med en portion humor,  uden at det på nogen måde bliver til ren komik, og nuden at de mennesker han skildrer,  bliver gjort til grin. Blot har han de muntre sider med, som jo også findes i en tilværelse, der ellers synes umulig og trøstesløs.

I denne film har den unge Robbie meget at kæmpe med. Familiefejder og voldsdomme, et kommende faderskab og arbejdsløshed. Men heldigvis også en kæreste og moder til barnet, der vil ham. Og han har selv et ønske om at komme ud væk fra den livsbane, han er kommet ind på.

Der er flere kræfter, der arbejder for at det nok kan lykkes, og her spiller Harry og hans store interesse whisky samt Robbies lille søn afgørende roller.

Hvordan det sker, det skal I selv gå i biografen og se. Det er en af de bedste film jeg har set længe. Den får seks kaffekander herfra.

Læs mere om filmen på IMDb

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *