Vi varmer op til Stockholm

Om godt en uges tid er vi på vej til Stockholm. Det skal blive skønt med nogle dage i den flotte by, og vi glæder os meget til det.

Vi har et par faste programpunkter, ellers er der dømt ferie og frihed.

Et af de helt fastlagte punkter er rundvisning i Astrid Lindgreens sidste bolig. Vi har booket billet. Der kan kun være 12 personer med, så det er nødvendig at booke på forhånd.

Et andet programpunkt, i hvert fald for  mig, er et besøg i Strindbergmuseet. Han er jo nok Sveriges største forfatter og dramatikere, og tilmed en af de største i verden. Måske nogle husker Hemsöboerne? Eller P. O. Engqvists bog og TV-serie Strindberg – Et liv. Har man set den, så vil man altid huske den og Strindberg. Jeg har læst en her del af ham og om ham, og han var et meget interessant menneske, sådan en, der var nysgerrig og forskede på alle områder.

Videnskabsmand var han faktisk også. Ind imellem var han plaget af sindslidelser, men stik imod myterne om ham som et menneske, der levede afsondret, var han faktisk meget selskabelig og havde ofte besøg af sine børn og venner.

Her har jeg samlet en række links, som kan bruges, hvis man ønsker at kende mere til Strindberg – her tænker jeg  også på min rejsefælle, Flemming 🙂

Jeg glæder mig til en gensyn med museet i Blåtårnet.

Strinberg links:

Strindbergs liv

 

Min Berlin side

Jeg skal ikke lægge skjul på, at min yndlingsby er Berlin. Det er så meget min yndlingsby, at jeg jævnligt skriver om, hvad der er at opleve i Berlin, hvad der er om Berlin i film og i bøger.

I højre sidepanel lægger jeg et link ind til berlin-nyt.dk, som min Berlin-blog hedder.

Efter at jeg er stået af Facebook bliver det lidt vanskeligere at nå ud til mange, det er jeg klar over. Men jeg ved også at mund-til-mund fungerer endnu. Og at Berlin-rejsende nok skal finde min blog. Jeg har en skare af trofaste læsere der, og de er – viser det sig – heller ikke afhængige af, at berlin-nyt udkommer på Facebook. I øvrigt kommer berlin-nyt på twitter, så der er lidt spredning på de sociale medier endda.

Et blik mod Gedächtniskirche en lun sommeraften i Berlin. Set fra Tauenzienstrasse. Foto: Kirsten Andersen
Et blik mod Gedächtniskirche en lun sommeraften i Berlin. Set fra Tauenzienstrasse. Foto: Kirsten Andersen

Kig ind på berlin-nyt engang imellem!

En mand der hedder Ove

Vi kender ham godt allesammen. Måske hedder han ikke Ove, men han er af samme slags som Ove. Og det vi nødigt vil indrømme er, at der nok er en lille Ove i os selv også. Om det er tilfældigt, at Ove er 59 år, nøjagtig som jeg er – det ved jeg ikke. Men jeg ved at bogen også begejstrer læsere i alle andre aldre.

Det er en usædvanligt velskrevet bog med et væld af smukke sprogblomster. Både til det pæne sprog og det mindre pæne. Man bliver så godt underholdt under læsningen. Det må også siges, at oversættelsen fra svensk til dansk er lykkedes til fulde.

Et rigtigt surt spektakel. Sådan kommer vi til at kende Ove i begyndelsen af bogen En mand der hedder Ove, skrevet af Fredrick Backman. Han er negativ, finder glæde ved at kontrollere andre, nærig, mistænksom overfor andre, kværulant ud over alle grænser og sådan kunne man blive ved… Men efterhånden som vi kommer til at kende Ove og hans livshistorie nærmere, ændrer vi vores opfattelse af Ove (og Ove-arketyper) en hel del. Vi kommer faktisk ligefrem til at holde af ham.

Handlingen i bogen vil jeg ikke gå så meget ind i, for overraskende drejninger i handlingen er en del af bogens store kvalitet. Jeg kan bare anbefale den på det voldsomste.

Jeg plejer ikke at læse bøger, som er sådanne bestsellere. De har skuffet mig for tit. Men det er måske bare den lille Ove i mig, som skal bearbejdes lidt. Man kan jo godt tage en chance – og jeg er glad for jeg tog denne.

Filmen om Ove er lige kommet op i biograferne, og jeg glæder mig til at se denne også.

Flashmobs

Selv har jeg aldrig oplevet en Flashmob. Sådan en koncert eller danseopførelse, som finder sted helt uventet og på et helt usædvanligt sted. Det der gør en Flashmob god er en langsom og overraskende begyndelse og hurtig afslutning, dvs. så snart det er slut opløser de optrædende sig i mængden igen. Jeg har samlet nogle eksempler her, men jeg vil opfordre jeg til at kigge videre på youtube.

Overraskelsen er et stor moment i en Flashmob, og den får man jo ikke helt med, når man opsøger Flashmobben på en youtube video. Men men får oplevelsen af at se hvordan passagererne i en helt almindelig københavnsk morgenmetro lyser op i smil, teenagerne tager propperne ud af ørerne og de små i barnevognen tager det hele ind med store øjne og åbne ører. Det er garanteret med til at give dagen en god start for både musikere og tilhørere.

En anden Flashmob, som giver gåsehud er fra det offentlige bibliotek i Valladolid, hvor nogen pludselig begynder at synge på læsesalen. Dem der sidder og studerer kigger lidt op og tænker vel, hvad pokker – og mon de ikke holder op igen. Men det bliver bare mere og mere, og den der sidder ved siden af rejser sig op og er også en del af koret. Det er så tydeligt, at når musikken og sangen kommer helt tæt på, så berører det bare på en anden måde.

Indkøbscentre i flere etager med “balkoner” er ofte brugt som steder til Flashmobs. Som f.eks. her, hvor Blasorchester Sieben kommer myldrende frem lidt efter lidt – ned ad den rullende trappe fx – med tubaen i en indkøbsvogn og efter en ouvertureagtig indledning giver Queens Bohemian Rhapsody. Det giver bare en fin stemning på en almindelig indkøbsdag.

Dejligt, når musikere ikke er fedtede med deres musik!

Og så er der altså også lige ældresagens Flashmob på hovedbanegården. Her bryder ældre mennesker ud i dans, og hvor er det skønt at se de mange unge ansigter i anerkendende forbavselse!

Men den der efter min mening nok ikk er overgået endnu i professionalitet er Flashmobben fra et butikscenter, som skulle markere, at Rembrandts maleri “Nattevagten” vendte tilbage til Rijksmuseum i Amsterdam. Se bare her

Filmtip: Tavshedens Labyrint

For nylig genså jeg filmen Tavshedens Labyrint, opr. titel Im Labyrint des Schweigens.

Jeg så filmen i Berlin lige efter den var kommet frem, og dengang gjorde den også et meget stort indtryk på mig.

Flmen handler om statsadvokat Fritz Bauers proces mod SS-soldaters forbrydelser mod fangerne i Auschwitz i 1968. Indtil dette tidspunkt havde der været lagt låg på nazisternes forbrydelser. Adenauer erklærede ligefrem, at der skulle sættes et punktum, slås en streg i sandet og begynde på ny.

Men det skulle jo vise sig, at generationerne efter nazistforældrene ikke bare accepterede dette. Og selvfølgelig accepterede overlevende jøder og familier til ofrene heller ikke dette.

Det er en stærk film, fordi den ikke forenkler problematikken omkring nazisternes forbrydelser, fortielsen og den kollektive skyld. Den unge advokat, som fører sagerne mod SS-folkene, opdager at hverken han selv eller hans nærmeste venner er fri for at have været fedtet ind i nazismen.

Det er ikke nogen krigsfilm, eller en film der viser de forfærdelige forhold i KZ-lejrene. Man følger den unge advokat og hans store problemer med at få retfærdigheden til at ske fyldest. Sideløbende kører der en kærlighedshistorie. Så filmen har noget at det hele, som skaber en god film, synes jeg.

Jeg genså filmen fra bibliotekets filmstriben. Hvis man har lånerkort til et bibliotek, kan man se mange gode film der. Her er link til Tavshedens labyrint.

I kan læse lidt mere og se en trailer på filmen her.