Efterlønner i Kongens Lyngby

Store forandringer, skrev jeg om sidst. Og det må man også sige, at der var i de måneder.

Det er nu heller ikke blevet hverdag endnu. Arbejdslivet sluttede den 5. september og indtil den 1. oktober hedder det ferie. Derefter hedder det EFTERLØNNER – endnu en forandring. Men nu er jeg blevet rutineret i forandringer, så det går nok også med denne.

Siden sidst er jeg altså sluttet med at arbejde og mine søde kolleger på Kunsten holdt en dejlig afsked med mig. Jeg fik så mange gaver og kærlige ord med på vejen. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre.

Ganske vist har der da været besvær med de 69 flyttekasser, der skal foldes ud, pakkes, flyttes, pakkes ud, foldes sammen og opbevares til de bliver hentet – samt alt indholdet, der skal have ny plads i en ny lejelighed. Og det har været specielt at være “hjemløs” i en periode, selv om jeg havde ikke bare et, men flere hjem. Venner og familie har jo så gæstfrit tilbudt mig overnatning, når jeg skulle arbejde i Aalborg. Det har betydet meget, at jeg kunne have en lille base hos Majbrit og ellers være lidt rundt omkring. De sidste af mine småting fra Aalborg kommer Flemming med i dag, så han har haft tunge kufferter med to gange nu. Tænk hvor heldig jeg er med så gode og hjælpsomme venner.

Så nu er jeg ved at være på plads her i Kongens Lyngby. Mangler lige nogle skabe til mit tøj og noget opbevaring og nogle gardiner i stuen. Begge dele er sat i sving, så det er et spørgsmål om tid.

Så er der selvfølgelig alle de praktiske ting som at skifte læge, tilmelde sig et nyt elselskab, ny internet leverandør, ny optiker, ny øjenlæge osv. Men det får jeg jo altsammen ordnet efterhånden.

Så er der jo de to dejlige små børnebørn, Liva og Hubert. Det er en glæde helt for sig. Dem kan jeg ikke få nok af. Nu er jeg også ved at strikke dåbskjole til Hubert. Det er en stor ære, at få lov til det.

Når jeg fortæller folk, at jeg er flyttet fra Aalborg til Lyngby, er der mange, der siger: hold da op, det er en stor beslutning, det er modigt osv. Jeg forstår det ikke helt. Det er jo kun et andet sted i Danmark, plejer jeg at sige. Og der er så store fordele ved at være tæt på landets hovedstad, hvis man som jeg er interesseret i kultur og historie. Det er jo her, de store museer, koncertsale og institutioner er. Sådan er det bare. Jeg har allerede været til jazz festival, til kirkekoncert, i Den blå Planet, Cirkusrevy på bakken, der er bestilt billetter til Spillemand på en Tagryg på Det ny Teater, jeg skal til koncert med Savage Rose i KB hallen og til koncert i DR koncertsalen til marts. Og der ligger mange andre gode ting og venter, det er jeg sikker på.

Og skal man rejse – fx en tur til Berlin – så er der tæt til lufthavnen. Det varer så lige pludselig en lille time at komme til min yndlings by i stedet for 9 timer fra Aalborg!

Nu skal jeg også snart en tur i Fitness World her og jeg skal have fundet ud af, hvor svømmehallen er , så jeg kan komme i gang med at svømme. Motionen går ikke på pension – det går sleeet ikke!

Musikken til dette indlæg er bare sådan jeg føler ved at være kommet nærmere vores hovedstad.

Berlin! Berlin!

Så er det snart. At vi sætter os i toget mod Berlin for at holde nogle fridage og få set nogle nye og kendte steder i byen. Og jeg glæder mig helt vildt til det.

Det er et helt år siden, vi var der sidst på nogenlunde samme tid. Julemarkederne er friske og nyåbnede – det åbner i morgen – og vi skal omkring i hvert fald et enkelt af dem.

Det er nu ikke for julemarkederne, vi rejser derned. Men det er meget hyggeligt lige at opleve stemningen i hvert fald en gang.

Vi har store planer og forhåbentlig kan vi nå alt det, vi gerne vil.

Jul igen? Allerede? Jaah!

Julen står for døren, som man siger… Eller den er måske bare på vej op ad trappen i opgangen… Det varer jo et par måneder endnu – knap nok.

Men julekataloger og tilbud lokker. Julestemningen er rar at tænke på. Fri fra arbejde, samvær med familie og dage i ro og fred. Det er dejligt.

Foreløbig har jeg købt årets e-julemærke for at støtte det gode arbejde, som Julemærkefonden gør. Nu hvor man ikke rigtigt sender julekort mere (jeg arbejder på en idé til årets dig-julehilsen), så er det jo godt at kunne bruge julemærket alligevel.

Musik videoerne i sidepanelet er også blevet udskiftet med julemusik, og der vil komme mere til, som vi nærmer os jul. Lige nu er det Bachs Juleoratorium, som er den ultimative komme-i-julestemning-musik for mig.

Jeg skal selv holde juleaften i år for min familie. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Foreløbig skal jeg lige ud at løbe en lille tur, og så skal jeg nyde, at jeg efter min nedsatte arbejdstid ikke skal på arbejde igen før på tirsdag😄

Et ubesvaret spørgsmål i Musikkens hus?

Ja, det kan man godt sige. Men også et spørgsmål, som ikke nødvendigvis behøver blive besvaret.

I torsdags var jeg til Aalborg Symfoniorkesters første abonnementskoncert i Musikkens Hus – Aalborgs fine koncertsal!

Overskriften på koncerten var Amerika finder sin stemme. På programmet var musik af Charles Ives (1874-1954), Aaron Copland (1900-1990) og Antonin Dvorak (1841-1904).

Man kan sige at udfordringen til os koncertgæster var størst i begyndelsen af koncerten og aftog gradvis hen mod Dvorak 9. symfoni Fra den nye verden, som var ren nydelse hele vejen igennem.

De to første stykker musik af Charles Ives var, som der står i programnoten, snarere et strøm af klange og lyde. Det første stykke The Unanswered Question, 1906 tiltalte mig meget. Hvor smukt strygerne lå som et tæppe hele vejen igennem. Det har vist krævet sit af musikerne. Jeg lægger videoen med en indspilning af hr Sinfonieorchester ind i højre sidespalte, så kan I prøve at lytte til det. Titlen på musikstykket, synes jeg passer rigtig godt. Her har vi et helle, hvor vi ikke behøver tage stilling til noget eller beslutning om noget. Vi kan bare lade det flyde. Nogle ville kalde det meditation.

Det samme gør jeg med det næste stykke på programmet i torsdags – også af Charles Ives, Central Park in the Dark, 1906. Dirigenten Hans Graf gjorde meget ud af at beskrive og forklare, hvad Charles Ives ville med det. Og lukker man øjnene, kan man måske også se en aften- eller nattestemning midt i byens park og forestille sig at musikken er alle de lyde, som er i en storby på dette tidspunkt.

Inden pausen fik vi også Coplands klarinetkoncert, som blev spillet så flot og ekvilibristisk af orkestrets egen soloklarinettist, Leah Aksnes. Hvad jeg ikke vidste – det stod i programnoten – er, at koncerten er bestilt hos Copland af Benny Goodman. Og det leder selvfølgelig over i kommentaren, at jazzmusikken har sat sit præg på Amerikas musik – og den klassiske musik. Tænk bare også på Gershwin! Coplands klarinetkoncert får I på en video – selvfølgelig må det så være med Benny Goodman på klarinet, Aaron Copland som dirigent og med Columbia Symphony Orchestra.

Efter pausen kunne vi koncertgæster så endelig slække lidt mere på koncentrationen og nyde de kendte toner fra Dvoraks dejlige symfoni. Largoen i koncerten er højdepunktet, sagde en god ven til mig. Og hvor har han ret i det. Man bliver jo aldrig træt af Hiawatha temaet – også kendt som Going Home. Programnoten fortæller lidt om myter og sandheder omkring Dvoraks 9. symfoni, sjovt at vide. Men det kan I selv læse om andre steder. Til jer ligger nu en udgave med Celibidache og Münchner Philharmonie.

Alt i alt var det en rigtig dejlig begyndelse på efterårets koncertoplevelser i Musikkens Hus i Aalborg. Der er for mit vedkommende 4 endnu i vente.

Der er gode dage og dårlige dage…

Sådan er det, når ens far er kommet på plejehjem.

Nogle dage er det bare det rigtige plejepersonale, der er på arbejde. Dem, der har lyst til at hjælpe et gammelt menneske på en blid og omsorgsfuld måde. Så er far godt tilpas og kan huske mange ting, trods sin demens.

Andre dage er der desværre tilsyneladende noget plejepersonale på arbejde, som ikke har forståelse for, at gamle mennesker, der har behov for at være på et plejehjem, er skrøbelige mennesker med stort behov for hjælp til nærmest alt. Når man som min far er 90 år, blind, mangler føling i hænder og fødder, har et svagt bevægeapparat og er dement – ja så er det jo vigtigt, at man kan få hjælp på en menneskelig og ordentlig måde.

Jeg ved godt, at personalet også skal have TID til at give denne hjælp. Men det behøver vel ikke tage længere tid at give hjælpen på en omsorgsfuld og ordentlig måde.

For desværre er det ikke de gode plejere, der er på arbejde altid. Og det gør mig bare så ked at det at se, at min far fx ikke får hjælp til at spise sin havregrød, men at det tværtimod bliver sagt, at det kan han godt selv. Men det KAN han ikke selv. Eller at han bare bliver presset ned i en stol og får at vide, at DU SKAL SÆTTE DIG NED! Eller når han får losset en spiseskefuld piller ind i munden, selv om han protesterer og siger, at det godt nok er en stor mundfuld. “Det plejer du at få”, bliver der bare sagt. (Hvilket jeg ikke håber er rigtigt). Det tog lang tid for far at synke alle pillerne.

Jeg bliver ked af det og rasende over at se sådan noget.

Lige så glad bliver jeg, når det er de gode, omsorgsfulde og dygtige plejere, der er på arbejde. For så ved jeg, at far har det godt. Jeg håber, det er sådan det meste af tiden, men jeg kunne godt undvære, at plejehjemmet ansætter plejere, som tydeligvis ikke har lyst til deres arbejde.

I torsdags, da jeg besøgte far, kunne jeg høre ham spille på sin mundharpe, allerede, da jeg kom ind på gangen. Så vidste jeg at han havde det godt, og hvor var det også bare et par dejlige plejere, der sad sammen med ham og fortalte ham, hvor dejligt han spillede og hvor god han er til det.

Det var en af de gode dage på plejehjemmet 😄