DR og deres genudsendelser.

Besparelser er en udmærket ting og jeg kan sagtens forstå, at det er nødvendigt. Men jeg synes faktisk det er ved at tage overhånd. Nu er det udsendelser, som ikke engang er et år gamle, som vises.

Er DR virkelig så fattig, at det er nødvendigt?

Så var det måske en idé at spare lidt på nyhedsudsendelserne. Nu har journalisterne i flere dage spankuleret rundt sommertøj på Bornholm. Der kunne vist godt være lidt mindre dækning på dette folkemøde uden at der skete noget ved det.

Måske er DR selv lidt forlegen over de mange genudsendelser, for de er holdt op med at skrive, i programoversigten, hvornår udsendelsen har været vist tidligere. Den service må de gerne indføre igen. Det synes jeg godt man som licensbetaler kan forvente.

For at dette ikke bare skal lyde som et surt opstød,  vil jeg godt understrege,  at jeg faktisk synes,  at DR  har produceret mange gode udsendelser. F.eks udsendelserne med Anne og Anders på øerne. Det er kvalitet på alle felter, og dem vil jeg godt indrømme,  at jeg har lyst til at gense. Det har der så også været rig mulighed for.

På DRk er det jo totalt nostalgisk med Huset på Christianshavn,  Kvit eller Dobbelt, Gæt og Grimasser, Livsens Ondskab osv. Interessant at se udsendelserne, der i lørdagens bedste sendetid kunne underholde hele familien i ens barndom og ungdom. Det er lidt noget andet at se dem nu med 40 års erfaring i den mentale bagage…

Hvad mener I andre om DR genudsendelsesmani?

KategorierTV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *