En mindre katastrofe!

I går morges da jeg i vanens magt skulle lave en kop kaffe på min UMilk Pure Black Nespresso maskine fik jeg et mindre chok. På maskinen var der ingen lys og ingen reaktion! 😱

Kaffe om morgenen betyder meget for mig – og sikkert mange andre. Det er bare ligesom nødvendigt, før man kommer igang. Så det var en lidt panikagtig oplevelse.

Jovist, jeg KAN da lave kaffe på andre måder. Jeg har fx en Bialetti espresso koger, stempelkaffekander i flere størrelser, en almindelig kaffekande til filterkaffe, en kaffekværn og friske kaffebønner. Men det kom bare ikke ind i min tanke som en mulighed.

Jeg gav mig til at søge på google (hvor man dog ikke kan lave kaffe endnu) og gik på Nespressos hjemmeside. Tænk om George Clooney kunne komme forbi og reparere maskinen 😍  …Nå det var ikke en mulighed de havde, men man kunne ringe til dem. Fint så! Jeg måtte tage på arbejde uden af have fået kaffe – heldigvis er der fri kaffe på min arbejdsplads (dog ikke Nespresso-kvali)

Det var heldigvis en kort dag på arbejde, så straks jeg var kommet hjem, ringede jeg til Nespresso, hvor en sød Ulrikke spurgte, hvad hun kunne hjælpe mig med. Jeg serverede problemet for hende – og hun foreslog, at jeg lige prøvede at sætte stikket til kaffemaskinen i en anden stikkontakt, end hvor den plejer at være. Hmm… tænkte jeg. Hvad skulle det hjælpe. Men alt gør man jo for at få gang i den dejlige kaffebrygger igen, så jeg fulgte hendes forslag og flyttede kaffemaskinen hen på en taburet, hvor jeg kunne nå en stikkontakt. Imens tabte jeg telefonen på gulvet (den gik heldigvis ikke i stykker). Jeg fik kaffemaskinen koblet til og …vups! der var lys. Så må vi hellere se, om den vil tage vand igennem, sagde Ulrikke. Jeg hentede vandtanken og satte den på – huskede også et krus under – og jo, den ville da gerne tage vand igennem. For at være helt sikker, sagde Ulrikke, så vil jeg gerne, at du sætte kaffemaskinen tilbage til det stik, hvor den plejer at være og se, om der kommer lys der. Jeg flyttede igen (denne gang uden at tabe telefonen) og fik koblet maskinen til. Lys!! Jublede jeg. Men Ulrikke var skam ikke tilfreds endnu, hun ville også sikre sig, at der kom vand igennem på dette sted. Og det gjorde der heldigvis.

Ulrikke sluttede med at sige, at hvis der blev mere med maskinen, så skulle jeg endelig bare ringe. Se sådan blev katastrofen vendt til glæde! og nu skal jeg have en kop kaffe.

Tak til Nespresso for rigtig god service 👏

2 kommentarer til “En mindre katastrofe!”

  1. Den med stikket kender jeg godt😊. Fra min fortid i radiobranchen var fejlen ofte at elstikket eller antennestikket var faldet ud. Når man så foreslog kunden at kigge efter kunne man godt fornemme at de tænkte “Hvad skulle det hjælpe” 🤔

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *