Fandens Oldemor…

I lørdags var jeg inde og se forestillingen Fandens Oldemor i Musikkens Hus i Aalborg.

Det er en revy-cabaret forestilling med Ina-Miriam Rosenbaum og et tremands megadygtigt jazz orkester.

Jeg vil bare sige med det samme: Hvis I ikke har set forestillingen ude i landet, nu hvor den er på turné, så forsøg at komme til det. Det er en meget flot og energi-fyldt forestilling og indholdet er sprængfyldt med kvalitet.

Stykket handler om samfundsrevseren og lysmageren Poul Henningsen og hans mor, forfatteren og -kan man vel sige – moralitetsrevolutionæren Agnes Henningsen. Så kan man jo godt regne ud, at der er materiale til en hel forestilling.

Det geniale ved forestillingen – udover Ina-Miriam Rosenbaums (hun spiller rollen som både Poul og Agnes) og musikernes præstationer – er at de formår hele tiden at trække tråde til vores aktuelle samfund og moralbegreberne. Ind imellem kommer der harske og hadske Facebook opdateringer til forestillingen på trommeslagerens smartphone – en kommentar til vores hensynsløse og idiotiske brug af ytringsfriheden. Der er nogle, der tillader os at kalde folk de værste ting, i stedet for at holde en god tone.

Under forestillingen fortæller oplæsninger af avisartikler fra Poul Henningsen og Agnes Henningsens samtid os, at det ikke var bedre dengang, men da kom det dog ikke så bredt ud, og man skulle gøre sig den ulejlighed at skrive til en avis. Men “den offtentlige mening” var der jo også dengang.

Det var altså en eksplosion af en forestilling, hvor den både fik en på lampen og dobbeltmoralen.

Tag og gå ind og se den, hvis den kommer i nærheden af jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *