Historien om Steinway & Sons

Til min morgenkaffe i dag sad jeg og kiggede DR via internettet.

I serien “Fra Immigrant til millionær” er der en udsendelse om firmaet Steinway & Sons. Altså dem med flyglerne.

Det var en meget interessant, underholdende og oplysende udsendelse. Hvis man kan se bort fra, at de alle taler ærke-amerikansk helt fra begyndelsen i Tyskland midt i 1800-tallet, og hvad der ellers er lagt på for at give det en ekstra tand til dramatikken – så er det faktisk en fin udsendelse.

Der veksles mellem ren dokumentar, hvor vi besøger fabrikkerne i New York og Hamburg og en historisk rekonstruktion af familiens fantastiske historie.

I begyndelsen af udsendelsen fortælles det, at det var grundlæggeren af Steinway, Heinrich Engelhardt Steinweg, som blæste angrebsignalet mod Napoleons hær ved Waterloo. Det er da en sjov ting at vide – om det er autentisk, det ved jeg ikke. Men helt autentisk er det, at han fik en medalje for sin indsats i denne krig.

Videre fortælles om, hvordan familien kommer til Amerika. Anledningen er, at Heinrichs søn Carl må flygte af politiske grunde efter 1848-revolutionen. Han opdager, at der er gode muligheder for at sælge klaverer i New York og får sin far og resten af familien derover, undtagen broderen Theodor, som bliver i Tyskland og passer forretningen, som de allerede har fået etableret der. Da Heinrich og sønnerne får grundlagt deres virksomhed, går det kun fremad. At Steinway’erne byggede både arbejderbyer, gymnasier, og anlagde parker og tunneller, det vidste jeg slet ikke.

Undervejs i udsendelsen får man meget at vide om flygler og hvorfor et Steinway Flygel er så specielt. Om den forskel der er mellem flygler fra New York og Hamborg – de eneste to steder, hvor Steinway flygler produceres. Når man til daglig kan gå og klappe et af Danmarks bedste Steinway flygler er det ekstra sjovt at se sådan en udsendelse, men hvis I er bare lidt interesseret i musik og klaverer, så skulle I se den! Den ligger på dr.dk indtil 6. maj 2013.

http://www.dr.dk/tv/se/fra-immigrant-til-millionaer/fra-immigrant-til-millionaer-henry-e-steinway-2-5#!/51:54

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *