Til kammermusikfestival i Risør

I min sommerferie har jeg været en tur i Norge på cykel. Færge til Larvik og på cyklen henover det sydlige Norge til Kristiansand, hvor det gik hjemad med færgen igen.

Udover den skønne natur og de søde og venlige nordmænd, så fik jeg en kæmpeoplevele…..ja faktisk to – men den sidste venter vil lidt med.

Den første store oplevelse havde jeg glædet mig til længe inden. Jeg havde fået billet til en af koncerterne i Risør Kirke i forbindelse med kammermusikfestivalen. På samme koncert spillede Leif Ove Andsnes, Martin Fröst og Lars Anders Tomter. The Dream Team, som en af pubklikummerne på række bag mig benævnte dem. Og det var de virkelig.

Højdepunktet var for mig Bent Sørensens musik, hvor dream teamet spillede. Det var helt ny musik for mig og sikkert også for de fleste andre. Det var fem små satser, som han har komponeret til denne festival gennem flere år. For mig mindede det om et impressionistisk malerier, hvor farverne står og sitrer og glider ind og ud mellem hinanden. Sådan gjorde tonerne også. Ind imellem havde bratschen sordinen på, hvilket gav en helt drømmeagtig klang.  

Brahms er ikke min yndlingskomponist, langt fra. Jeg synes han ofte er fovirrende, forrevet og tung at høre på. Men jeg tror nok, at jeg skal høre denne klarinetkvintet igen. Der var nogle forfærdeligt følsomme og stemningsfulde passager. Når musikerne som her  har fuldstændig styr på det, så kan jeg godt sluge en Brahms.

De to rondoer af Mozart, spillet af Håvard Gimse var en god indledning på koncerten. Han spillede dem rigtig dejligt. Det var altså en flot koncert, og kirken var proppet til sidste plads. Det skulle også bare mangle, når så store kapaciteter stiller op.
Nrk p2 sender i disse aftener uddrag fra kammermusikfestivalen i Risør, og i går havde jeg et kært genhør med programmet fra koncerten, jeg overværede. 

nrk2 om lørdagen

Et godt tip til TV-kiggeri lørdag aften: nrk2 – altså Norge 2 sender ofte rockmusikudsendelser lørdag aften. I aften har jeg siddet og set en hyldest udsendelse til Paul McCartney i anledning af hans 70 års fødselsdag på mandag den 18. juni.

Først var der en film om Beatles’s tur til USA i begyndelsen af 1960’erne. Et filmhold har fulgt dem på hotelværelser og på togture. Et herligt tidsbillede, som vækker fjerne minder i glimt fra en tid, som jeg ikke er gammel nok til at huske i detaljer.

Derefter en film om Paul McCaertneys deltagelse i den store koncert i New York i 2001 efter terrorangrebet på World Trade Center. Han var i byen, da det skete og ønskede at være med på koncerten. Her ser v ham møde f.eks. Billy Joel, Eric Clapton, Elton John, Billy Clinton sågar. The Who spiller også på  koncerten og Paul McCartney fortæller stolt flere gange, at det er Ringos søn, der er trommeslager i det band. Det får mig til at tænke på filmen om George Harrison, hvor han fortæller, at The Beatles var som en familie. Det fornemmer man også her.

Så hold øje med nrk2 om lørdagen!

Ned til hundene

Vi er en lille litteraturkreds, der diskuterer bøger, vi har læst.

Sidst har vi læst Helle Helles bog “Ned til hundene”. En meget dejlig lille fortælling om Bente? som er blevet træt af sit liv og sin mand og drager hjemmefra og står af bussen i et lille udsted. Her bliver hun taget imod af John og Putte, hvis hjørnesofa bliver hendes faste holdepunkt i nogen tid.

John og Putte har piskesmæld og lever et stille liv, der mest bliver brugt til at hjælpe andre. Bente? falder ind i rollen som den hjælpsomme hundelufter og nabohjælper, da John bliver påkørt. Ved bogens slutning ved vi dog ikke, om hun fortsætter det stille og vel også lidt enfoldige liv i det lille samfund, eller om hun vil findes og sandsynligvis komme tilbage til sit tidligere liv.

Det er længe siden, vi har snakke så meget om en bog, som vi gjorde om denne. Der er mange underfundige betragtninger i bogen og mange situationer, som vi alle kender særdeles godt, fanger Helle Helle lige på kornet. Kunne man også drøfte, hvorfor man egentlig hjælper andre? På grund af uselvisk godhed? Eller for at fremstå som god i andres øjne, og altså af egoistiske grunde?

Kultursalonen

Her handler det om kultur.
Kultur af alle slags.
Men vi hører helst om det bedste af slagsen.
Skriv tips og idéer til hinanden.
Anmeld film, bøger, teater, tv-serier, koncerter, kunstudstillinger – og hvad I ellers har lyst til.