Der er gode dage og dårlige dage…

Sådan er det, når ens far er kommet på plejehjem.

Nogle dage er det bare det rigtige plejepersonale, der er på arbejde. Dem, der har lyst til at hjælpe et gammelt menneske på en blid og omsorgsfuld måde. Så er far godt tilpas og kan huske mange ting, trods sin demens.

Andre dage er der desværre tilsyneladende noget plejepersonale på arbejde, som ikke har forståelse for, at gamle mennesker, der har behov for at være på et plejehjem, er skrøbelige mennesker med stort behov for hjælp til nærmest alt. Når man som min far er 90 år, blind, mangler føling i hænder og fødder, har et svagt bevægeapparat og er dement – ja så er det jo vigtigt, at man kan få hjælp på en menneskelig og ordentlig måde.

Jeg ved godt, at personalet også skal have TID til at give denne hjælp. Men det behøver vel ikke tage længere tid at give hjælpen på en omsorgsfuld og ordentlig måde.

For desværre er det ikke de gode plejere, der er på arbejde altid. Og det gør mig bare så ked at det at se, at min far fx ikke får hjælp til at spise sin havregrød, men at det tværtimod bliver sagt, at det kan han godt selv. Men det KAN han ikke selv. Eller at han bare bliver presset ned i en stol og får at vide, at DU SKAL SÆTTE DIG NED! Eller når han får losset en spiseskefuld piller ind i munden, selv om han protesterer og siger, at det godt nok er en stor mundfuld. “Det plejer du at få”, bliver der bare sagt. (Hvilket jeg ikke håber er rigtigt). Det tog lang tid for far at synke alle pillerne.

Jeg bliver ked af det og rasende over at se sådan noget.

Lige så glad bliver jeg, når det er de gode, omsorgsfulde og dygtige plejere, der er på arbejde. For så ved jeg, at far har det godt. Jeg håber, det er sådan det meste af tiden, men jeg kunne godt undvære, at plejehjemmet ansætter plejere, som tydeligvis ikke har lyst til deres arbejde.

I torsdags, da jeg besøgte far, kunne jeg høre ham spille på sin mundharpe, allerede, da jeg kom ind på gangen. Så vidste jeg at han havde det godt, og hvor var det også bare et par dejlige plejere, der sad sammen med ham og fortalte ham, hvor dejligt han spillede og hvor god han er til det.

Det var en af de gode dage på plejehjemmet 😄

Metal og messing! Mortal Dread

Metal – Heavy Metal – består masser af tung guitarlyd, ekvilibristisk trommespil, en meget energiudladende performance og sangtekstser, der har noget på hjerte – ofte fra den mørke side af tilværelsen. Opråb til os der hører på! Sådan opfatter jeg den musikgenre, som det har taget mig mange – og måske alt for mange – år at forstå og tage ind.

Messing – blæserne i et symfoniorkester – trækbasun og fløjte – tænk lige det blandet sammen med Heavy Metal. Det er ikke dumt.

Min søn Robert Benjamin Andersen spiller og komponerer musik og skriver sangtekster indenfor genren Heavy Metal. Det har han gjort siden han var 15-16 år. Nu er han 42 og virker som psykolog med egen virksomhed. Musikken har fulgt ham hele tiden og med en uddannelse på MGK fik han et godt grundlag for at arbejde seriøst med musikken.

Så nu er hans band fra ungdomsårene Mortal Dread genopstået. Et af de seneste numre, han har komponeret Incantation of Fear, er lidt af en cross-over med den klassiske genre. Numret indledes med basun og fløjter og lige så stille glider det over den kendte Heavy Metal lyd. Undervejs er de klassiske instrumenter og klassisk vokal kor med.

Lige nu ligger dette nummer og flere fra Mortal Dreads seneste album, produceret af Greg Gordon (som også producerer for Slayer, Slipknot etc.) på DR’s Karrierekanonen og på diverse streamingtjenester – fx Youtube

På Mortal Drads hjemmeside fortæller Robert om, hvad det er, der inspirerer ham til at skrive musikken. Se mere her.

Prøv at tage et kig og et lyt! Og hvis du kan lide det, giv det et like med på vejen.

Har I opdaget den?

Jeg har lige genopdaget Filmstriben!

Gennem folkebiblioteket kan man streame film hjemme. Jeg har fået tippet en gang for længe siden af en veninde, men så kom jeg væk fra det igen.

I den her tid har jeg en gang imellem brug for at få tankerne lidt afledt, så er det dejligt at kunne finde en film og sidde at se. Jeg streamer på min telefon og sender det gennem Apple TV på fjernsynet. Det fungerer ret fint.

Nu sidder jeg netop og hygger mig med en dokumentarfilm  med koncert fra Store Vega med Niels Skousen og band fra 2011. De er nogle gamle hippier, men de kunne og kan skrive og spille nogle gode sange. Peter Ingemann, Tømrer Claus og Stig Møller er med.

Anden del af koncerten skifter stil. Så får vi numre fra Skousens nye album og med unge musikere bag sig på scenen.

Jeg synes rigtig godt om Niels Skousen. Hans tekster er tænksomme og gode samfundskommentarer. Han giver alt – og næsten også mere – end han har i sit gamle liv. Det er fint.

Download appen Filmstriben. Opret en profil. Find en film du vil se. Lån filmen ved at bruge dit lånernummer og pinkode til biblioteket.

God fornøjelse.

En mindre katastrofe!

I går morges da jeg i vanens magt skulle lave en kop kaffe på min UMilk Pure Black Nespresso maskine fik jeg et mindre chok. På maskinen var der ingen lys og ingen reaktion! 😱

Kaffe om morgenen betyder meget for mig – og sikkert mange andre. Det er bare ligesom nødvendigt, før man kommer igang. Så det var en lidt panikagtig oplevelse.

Jovist, jeg KAN da lave kaffe på andre måder. Jeg har fx en Bialetti espresso koger, stempelkaffekander i flere størrelser, en almindelig kaffekande til filterkaffe, en kaffekværn og friske kaffebønner. Men det kom bare ikke ind i min tanke som en mulighed.

Jeg gav mig til at søge på google (hvor man dog ikke kan lave kaffe endnu) og gik på Nespressos hjemmeside. Tænk om George Clooney kunne komme forbi og reparere maskinen 😍  …Nå det var ikke en mulighed de havde, men man kunne ringe til dem. Fint så! Jeg måtte tage på arbejde uden af have fået kaffe – heldigvis er der fri kaffe på min arbejdsplads (dog ikke Nespresso-kvali)

Det var heldigvis en kort dag på arbejde, så straks jeg var kommet hjem, ringede jeg til Nespresso, hvor en sød Ulrikke spurgte, hvad hun kunne hjælpe mig med. Jeg serverede problemet for hende – og hun foreslog, at jeg lige prøvede at sætte stikket til kaffemaskinen i en anden stikkontakt, end hvor den plejer at være. Hmm… tænkte jeg. Hvad skulle det hjælpe. Men alt gør man jo for at få gang i den dejlige kaffebrygger igen, så jeg fulgte hendes forslag og flyttede kaffemaskinen hen på en taburet, hvor jeg kunne nå en stikkontakt. Imens tabte jeg telefonen på gulvet (den gik heldigvis ikke i stykker). Jeg fik kaffemaskinen koblet til og …vups! der var lys. Så må vi hellere se, om den vil tage vand igennem, sagde Ulrikke. Jeg hentede vandtanken og satte den på – huskede også et krus under – og jo, den ville da gerne tage vand igennem. For at være helt sikker, sagde Ulrikke, så vil jeg gerne, at du sætte kaffemaskinen tilbage til det stik, hvor den plejer at være og se, om der kommer lys der. Jeg flyttede igen (denne gang uden at tabe telefonen) og fik koblet maskinen til. Lys!! Jublede jeg. Men Ulrikke var skam ikke tilfreds endnu, hun ville også sikre sig, at der kom vand igennem på dette sted. Og det gjorde der heldigvis.

Ulrikke sluttede med at sige, at hvis der blev mere med maskinen, så skulle jeg endelig bare ringe. Se sådan blev katastrofen vendt til glæde! og nu skal jeg have en kop kaffe.

Tak til Nespresso for rigtig god service 👏

Familietræf ved Øster Hornum Sø

Hvert år den sidste lørdag i juli måned mødes vi ved Øster Hornum Sø. Vi, det er efterkommere efter Chresten og Jensine Simonsen, som grundlagde deres familie netop ved Øster Hornum Sø og er mine oldeforældre. Familietræffet har fundet sted siden 1984, og her er det vist på plads at takke dem, som gør en indsats for at holde det igang.

Min mor og mormor er begge født og vokset op her, da min mormor og bedstefar havde en ejendom ved søen, naboejendommen til mine oldeforældre.

Det er ikke hele familien, der møder op hvert år. Men de, der har lyst og kan, dukker op. I år var vi tæt på 50 fremmødte efterkommere med min mor på 90 år som alderspræsident. Sådan en dag er der fætre og kusiner, onkler og tanter, forældre og bedsteforældre i mange generationer.

Familietræf ved Øster Hornum sø juli 2018

Det er en hyggelig og opbyggelig dag. Vi udveksler hvad der sket siden sidst og mindes dem, der ikke længere er med. For sådan går det jo også. Slægt skal følge slægters gang. Det giver mening at møde sin familie og selv blive mødt og genkendt. Man mærker, at man hører hjemme og at her stammer ens gener fra. Ja, det betyder måske mere, end man lige tror.

Jeg er selv vokset op tæt på søen og kender landskabet omkring som min egen kjolelinning. Det gør også godt at gense de omgivelser, der har været faste kulisser for ens opvækst. I år havde jeg endda den fornøjelse, at mine sønner og svigerdøtre var med til familietræffet og jeg fik lejlighed til at vise dem mit barndomshjem og fortælle lidt om det. En stor glæde for mig.

Fra Det Kongelige Biblioteks topografiske kort)