Vi kan sove i Flyvemaskinen

….men der er ikke meget søvn i Ulla Terkildsens bog.

Den er underholdende og oplysende på engang. Man er måske ikke altid enig med Ulla Terkildsen, men overordnet set giver bogen en god og nuancerende indsigt i de politiske konflikter, hun har rapporteret om ude fra verden. Når vi tænker os om, ved vi jo godt, at verden ikke er sort og hvid. Nogle gange er det bare nemmere ikke at tænke sig om og have en hurtig mening. Ulla Terkildsen er god til at få os til at forstå, at vi faktisk har pligt til at tænke os om.

Vi kommer meget omkring i bogen. Og heldigvis for det. Vi hører både om Ulla Terkildsens opvækst og ungdom, og den journalistiske karriere i provinsen og livet som TV-reporter i udlandet for både DR og TV2. Og der er ingen af delene, der er gået stille for sig.

Jeg tror, at de fleste lige som jeg slet ikke kan stå for Ulla Terkildsens charme og vid. Hun kan slippe af sted med at sige meget, fordi man straks fornemmer, at der er en holdning, en livserfaring og et faktuelt belæg for det. Det er ikke bare gode historier hun fortæller, men hun fortæller historierne rigtig godt.

Bogen kan anbefales på det varmeste!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *